Undervisningsmiljøvurdering 2026

Ifølge lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø skal der udarbejdes en skriftlig vurdering af det fysiske og psykiske undervisningsmiljø (UMV) på uddannelsesstedet mindst hvert tredje år. Dette skal være med til at sætte fokus på undervisningsmiljøet og skabe en fælles dialog om og udvikling af undervisningsmiljøet. Denne rapport for Roskilde Private Skole er udarbejdet i oktober 2026.


Kortlægning af undervisningsmiljøet


Vi har på Roskilde Private Skole ladet eleverne fra 0.-9. klasse medvirke i en anonym webbaseret miljøvurdering, hvor spørgsmålene er udarbejdet ud fra Undervisningsministeriets krav. Vores undersøgelse består af 29 spørgsmål til eleverne i 0.-3. klasse og 49 spørgsmål til eleverne i 4.-9. klasse. Undersøgelsen er opdelt i følgende seks områder: ”Social trivsel”, ”Faglig trivsel”, ”Støtte og inspiration”, ”Ro og orden”, ”Fysisk og æstetisk miljø” og ”Øvrige spørgsmål”. Der skelnes ikke mellem kønnene, da forskellene i resultaterne er meget små. I den uge, hvor undersøgelsen blev gennemført, var elevtallet 102, og vi indsamlede i alt 93 besvarelser, hvilket svarer til en svarprocent på 92 %. De resterende 9 elever var ikke i skole på grund af ferie eller sygdom.


I rapporten anvender vi indekstal for skolens resultater og for landsgennemsnittet (LG) fra skoleåret 2025/2026. Indekstallet beregnes på en skala fra 0 til 100. Et indekstal på 100 illustrerer den mest positive besvarelse, hvor alle elever har valgt det mest positive svar, mens et indeks på 0 betyder, at alle har valgt den mest negative svarmulighed. Ved spørgsmål med en femtrinsskala tildeles svarmulighederne værdierne 100, 75, 50, 25 og 0 (for tretrinsskalaer tildeles værdierne 100, 50 og 0). Negativt formulerede spørgsmål er vendt om, så et højt indeks altid udtrykker et positivt resultat.


Social trivsel


  • 0.-3. klasse: Indeks 79 [Landsgennemsnit: 78]
  • 4.-9. klasse: Indeks 76 [Landsgennemsnit: 74]


Langt størstedelen af både de yngre og de ældre elever giver udtryk for, at de både er glade for kammeraterne og for skolen som helhed, hvilket placerer skolen over landsgennemsnittet i begge aldersgrupper. Eleverne i 0.-3. klasse udtrykker stor tilfredshed med deres skolehverdag, hvor glæden ved at gå i skole scorer indeks 87, tilfredsheden med pauserne indeks 84 og glæden ved lærerne indeks 86. Både oplevelsen af at få hjælp i klassen (indeks 86) og glæden ved klassekammeraterne (indeks 79) ligger flot.


Blandt eleverne i 4.-9. klasse scorer oplevelsen af at være glad for sin klasse indeks 82, mens tilhørsforholdet til skolen scorer indeks 71. Eleverne oplever et stærkt og inkluderende fællesskab, hvor venlighed og hjælpsomhed blandt klassekammeraterne ligger på indeks 80, følelsen af at være accepteret af andre på indeks 78, og trygheden ved, at andre griber ind over for mobning, på indeks 76. Fraværet af selv at mobbe andre scorer det meget høje indeks på 98, mens oplevelsen af ikke at blive mobbet ligger på indeks 88.


Faglig trivsel


  • 0.-3. klasse: Indeks 77 [Landsgennemsnit: 67]
  • 4.-9. klasse: Indeks 70 [Landsgennemsnit: 66]


Skolen ligger markant over landsgennemsnittet inden for faglig trivsel, især i indskolingen (+10 indekspoint). Eleverne i 0.-3. klasse oplever en stærk faglig mestring og koncentration med indeks 80 for koncentrationsevne i timerne og indeks 74 for evnen til at løse opgaver.



Blandt eleverne i 4.-9. klasse oplever et stort flertal, at lærerne anerkender deres faglige fremskridt (indeks 80). Elevernes tro på deres egne faglige evner og mestring er ligeledes stærk: Troen på at kunne klare det, man sætter sig for, scorer indeks 78, troen på at kunne lære det, man gerne vil, scorer indeks 74, og oplevelsen af at klare sig godt i skolen ligger på indeks 71. Desuden ligger troen på at kunne løse problemer ved at yde en ekstra indsats på indeks 76.


Støtte og inspiration


  • 0.-3. klasse: Indeks 70 [Landsgennemsnit: 70]
  • 4.-9. klasse: Indeks 56 [Landsgennemsnit: 53]



Indekset for støtte og inspiration svarer til landsgennemsnittet for 0.-3. klasse og ligger over landsgennemsnittet for 4.-9. klasse. De yngste elever i 0.-3. klasse udtrykker stor tilfredshed med lærernes støtte, hvor oplevelsen af, at lærerne er gode til at hjælpe, scorer indeks 93, og oplevelsen af at lære noget spændende får indeks 86.


Blandt eleverne i 4.-9. klasse scorer lærernes hjælp til at lære på hensigtsmæssige måder indeks 68, mens oplevelsen af at få støtte og hjælp fra lærerne, når der er behov for det, ligger på indeks 65. Lærernes evne til at bringe elevernes idéer i spil scorer indeks 56, og oplevelsen af at timerne er spændende ligger på indeks 53. Fælles for begge aldersgrupper er et ønske om øget medbestemmelse, idet indekset for inddragelse i undervisningens tilrettelæggelse ligger på 37 for både 0.-3. klasse og 4.-9. klasse.


Ro og orden


  • 0.-3. klasse: Indeks 87 [Landsgennemsnit: 67]
  • 4.-9. klasse: Indeks 70 [Landsgennemsnit: 68]


Indekset for ro og orden er særdeles flot i 0.-3. klasse, hvor skolen scorer 20 indekspoint over landsgennemsnittet. I 0.-3. klasse oplever eleverne gode rammer for at lytte og lære, hvor muligheden for at høre, hvad læreren siger, scorer indeks 84.


I 4.-9. klasse er det ligeledes let for langt de fleste at høre læreren (indeks 78) og at høre de øvrige elever (indeks 68). Lærernes rettidige fremmøde til timerne scorer indeks 78, og elevernes evne til selv at genfinde koncentrationen efter forstyrrelser ligger på indeks 57. Oplevelsen af arbejdsro og et fuldstændigt fravær af forstyrrende larm vurderes til indeks 59 i indskolingen og indeks 46 i udskolingen, mens lærernes hurtige indgriben over for forstyrrende larm scorer indeks 56 i 4.-9. klasse.


Fysisk og æstetisk miljø


  • 0.-3. klasse: Indeks 82 [Landsgennemsnit: Ikke opgivet]
  • 4.-9. klasse: Indeks 63 [Landsgennemsnit: 64]


Inden for det fysiske og æstetiske miljø ligger 0.-3. klasse meget højt med et indeks på 82, mens 4.-9. klasse med et indeks på 63 ligger tæt på landsgennemsnittet. Eleverne i 0.-3. klasse er overordentligt tilfredse med deres fysiske rammer: Belysningen i klasselokalerne scorer et meget højt indeks på 97, lokalernes egnethed og behagelige atmosfære scorer indeks 89, og tilfredsheden med udendørsarealerne ligger på indeks 82. Renheden på skolen vurderes til indeks 77, og renheden af toiletterne vurderes til indeks 73.


Blandt eleverne i 4.-9. klasse vurderes lysforholdene positivt med indeks 75. Tilfredsheden med indeklimaet ligger på indeks 63 for luftkvalitet og indeks 60 for temperatur. Skolens rengøringsstandard vurderes til indeks 63, og renheden af toiletterne scorer indeks 62.


Øvrige spørgsmål


  • 0.-3. klasse: Indeks 72 [Landsgennemsnit: 67]
  • 4.-9. klasse: Indeks 68 [Landsgennemsnit: 64]


I kategorien "Øvrige spørgsmål" ligger skolen over landsgennemsnittet for begge aldersgrupper. Denne sektion omfatter sociale og empatiske kompetencer, fysisk velbefindende samt oplevelsen af de samlede toiletforhold.


Eleverne på Roskilde Private Skole udviser stærke sociale og empatiske evner: I 4.-9. klasse ligger viljen og evnen til at forstå venner, der er triste eller sure, på indeks 77, og oplevelsen af at være god til at samarbejde scorer indeks 72. Hvad angår det fysiske velbefindende i skolehverdagen, vurderes fraværet af mavepine til indeks 80 i 0.-3. klasse og indeks 73 i 4.-9. klasse. Fraværet af hovedpine scorer henholdsvis indeks 70 (0.-3. klasse) og indeks 56 (4.-9. klasse). Hvad angår toiletforholdene, vurderer de yngste elever antallet af toiletter til et højt indeks på 89, mens vurderingen i 4.-9. klasse ligger på indeks 53.


Konklusion


Ovenstående undersøgelse af undervisningsmiljøet på Roskilde Private Skole giver et samlet indtryk af meget høj trivsel og stor tilfredshed med skolen, kammeraterne og lærerne på tværs af alle årgange.


For de yngste elever (0.-3. klasse) fremhæver undersøgelsen særligt de gode resultater inden for social og faglig trivsel: De yngste elever i 0.-3. klasse er meget glade for deres klasse (indeks 87) og udtrykker stor tilfredshed med lærernes støtte, hvor oplevelsen af, at lærerne er gode til at hjælpe, scorer indeks 93, og oplevelsen af at lære noget spændende ligger på indeks 86. Desuden udviser indskolingen en høj samlet trivsel med et trivselsindeks på 77 mod landsgennemsnittet på 70.


For de ældre elever (4.-9. klasse) er et af de stærkeste områder det trygge sociale miljø. Fraværet af selv at mobbe andre scorer indeks 98, mens glæden ved klassen scorer indeks 82. Eleverne holder også meget af pauserne som har indeks 84. De høje indekstal for social trivsel afspejles i i en høj samlet trivsel med et trivselsindeks på 68 mod et landsgennemsnit på 65. Siden den seneste undervisningsmiljøvurdering er det desuden lykkedes at forbedre indeklimaet, hvilket nu afspejles i gode indekstal for lys (indeks 75), luft (indeks 63) og temperatur (indeks 60).

 

Undersøgelsen peger dog også på tre specifikke områder, hvor skolen kan gøre det bedre:


  1. Elevernes medbestemmelse: I både indskolingen og de ældre klasser er elevernes oplevelse af medbestemmelse i timerne det lavest scorende område med et indeks på 37 for begge grupper. Det viser, at eleverne i højere grad ønsker at blive inddraget i undervisningens tilrettelæggelse.
  2. Indendørsklima: Tilfredsheden med indeklimaet med hensyn til luftkvalitet (indeks 63) og temperatur (indeks 60) er steget, men der er stadig plads til forbedring. Skolen vil undersøge mulighederne for bedre solafskærmning og udluftning.
  3. Rengøring: Skolens rengøringsstandard blev vurderet til indeks 63, og renheden af toiletterne fik indeks 62. Hver morgen fremstår skolen ren og pæn, da ansatte elever og et tilknyttet rengøringsfirma bidrager til rengøringen, men sidst på skoledagen kan gulvene være lidt snavsede. I de lokaler, der er hårdest ramt, skal klassernes dukseordningen sørge for fejning i 12-pausen, og med hensyn til toiletterne vil lærerne være ekstra opmærksomme på deres tilstand, da de også selv benytter dem.


De ældste elevers vurdering af antallet af toiletter lå på indeks 53 mod de yngste elevers indeks 89. Det er vores vurdering, at resultatet ikke skyldes kø ved toiletterne, men deres placering i forhold til de ældste elevers klasselokaler. Det er nemlig de samme toiletter, som lærerne benytter, og der er stort set aldrig kø – heller ikke i frikvartererne. Skolens fysiske rammer gør det dog umuligt at etablere nye toiletter tættere på de ældste elevers klasselokaler. Til gengæld har vi renoveret alle skolens toiletter, så der nu er pæne og moderne faciliteter.


Selvom en større del af de ældste elever i spørgeskemaet giver udtryk for, at de oplever larm, er det værd at bemærke, at lærerne ikke har samme oplevelse. Lærerne oplever ikke generel larm i timerne, men der forekommer af og til et lavt støjniveau i forbindelse med par- eller gruppearbejde. I spørgeskemaet skelnes der ikke mellem forstyrrende larm og produktiv arbejdsstøj, og vi vurderer derfor, at spørgsmålets formulering kan give anledning til misforståelser. Larm er nemlig heller ikke noget, som eleverne eller forældrene generelt fremhæver som et problem. Vi vil fortsat have stort fokus på ro i timerne og sikre, at der kun forekommer et lavt niveau af produktiv arbejdsstøj ved par- eller gruppearbejde.


Undersøgelsen giver samlet set et solidt udgangspunkt for det videre arbejde med at udvikle Roskilde Private Skole til en endnu bedre skole – både fysisk og psykisk – i tæt samarbejde mellem elever, forældre og medarbejdere.