Antimobbestrategi
På Roskilde Private Skole siger vi nej til mobning og gør en stor dyd ud af at arbejde målrettet for en mobbefri skole og hverdag. Ingen børn skal opleve mobning.
Målsætning
Det er skolens målsætning at være en mobbefri skole, og skolen tolererer ikke mobning. At undgå mobning kræver en fælles indsats. Derfor er det for os naturligt at forældre og elever bliver inddraget i arbejdet med at forebygge og bekæmpe mobning.
Hvad er mobning?
Der findes forskellige måder at definere mobning på. Grundlæggende tales der om mobning, når en person gentagne gange, over en vis periode bliver udsat for fysisk eller psykisk vold fra én eller flere personer. Den psykiske vold indbefatter også udefrysning og udelukkelse fra gruppen. Mobning er et overgreb.
Over for mobning står såkaldte "godmodige drillerier". Forskellen på mobning og drillerier er, at godmodige drillerier kun forekommer, når alle involverede parter finder drillerierne morsomme. Drillerier har det imidlertid ofte med at udvikle sig - og mobning begynder typisk som drillerier, der tiltagende bliver mere og mere generende og ondskabsfulde i sin karakter.
Konflikter adskiller sig fra mobning ved, at de involverede parter er nogenlunde lige stærke. I forbindelse med mobning er magtforholdet som regel skævt.
Hvad er digital mobning?
Digital mobning er krænkende, nedværdigende og ekskluderende handlinger, som børn og unge udsættes for, fx på sociale medier, hvor de interagerer med andre børn og unge, og hvor handlingerne systematisk er rettet mod én eller flere personer. Digital mobning omfatter al it-båren mobning, uanset fremgangsmåden, platform eller enhed.
Forebyggende indsats mod mobning
1. På skolen
Alle voksne siger fra ved dårlig opførsel, nedladende kommentarer og bevidste udefrysninger.
Allerede når der konstateres smådrillerier, bør der gribes ind, ved at det nærmere undersøges, om alle involverede parter finder drillerierne i orden. Det skal gøres legalt at sige fra - også over for smådrillerier.
Da mobning erfaringsmæssigt ofte knytter sig til frikvarterer, vægtes tilstedeværelsen af gårdvagter højt.
I det daglige prioriteres samarbejde blandt eleverne samt gensidig hjælp og støtte frem for konkurrence.
I hverdagen fremmes de gode relationer mellem eleverne, fx ved at de store elever, hvis de ønsker det, driver skolens morgenpasningstilbud samt arbejder som assistenter i SFO’en. Det er meget populært at have et sådant job her på skolen, og det afstedkommer, at der opstår mange gode relationer på tværs af alder og klassetrin. De yngre elever glæder sig til, at de bliver store nok til at varetage et sådant job.
Vi er meget tydelige med, at alle elever skal gå til en voksen, hvis de oplever, at nogen bliver mobbet. I det hele taget er det en del af kulturen her på skolen, at det er naturligt at gå til de voksne, hvis man har problemer og har brug for hjælp. Dette gælder fysisk såvel som digital mobning.
For os er det vigtigt, at vi som lærere og voksne anerkender de ofte mindre problemer, som børnene kommer til os med, og således fremmer deres trivsel og opbygger deres tillid til os ved at hjælpe dem med at løse disse. I forbindelse med skole/hjem samtalerne er elevernes trivsel et fast punkt på dagsordenen. Dette giver mulighed for at forældrene inddrages i elevernes trivsel og de problemer som deres barn evt. bokser med til dagligt.
Hvert år har skolen afsat en hel uge hvor alle klasselærere sætter fokus på digtal dannelse i et passende antal lektioner ift. klassetrin og behov. Her undervises eleverne i god digital adfærd ift. deres alder. For at fremme den gode trivsel og undgå mange dumme situationer på digital platforme, er vi en mobilfri skole og SFO. På forældremøder italesættes den digitale trivsel altid og vi prøver at klæde forældrene på til at håndtere aktuelle problematikker for deres børn.
Udover ovennævnte indsatser gennemføres der hvert tredje år en trivselsundersøgelse blandt eleverne. Dennes resultater arbejder vi aktivt ud fra i de enkelte klasser. Resultaterne er tilgængelige på hjemmesiden.
2. I hjemmet
Det er af stor betydning for bekæmpelsen af mobning, at der i hjemmet tales pænt om klassekammerater og andre forældre.
Det er vigtigt, at man i forbindelse med fødselsdage og andre festlige begivenheder ikke kun inviterer de for tiden mest populære, men inviterer alle – enten hele klassen eller kun piger/kun drenge. Samtidig er det en god idé at prioritere en indbydelse højt.
Derudover er det afgørende, at hjemmet støtter op om skolens arbejde omkring elevernes sociale relationer.
Skulle det alligevel ske... Hvis et barn bliver mobbet, er lærerne på skolen naturligvis forpligtede til at gribe ind.
Bliver man som forælder bekendt med, at der forekommer mobning på skolen, er det vigtigt, at man tager kontakt til skolens lærere (gerne klasselæreren), så problemets omfang kan afdækkes og løses. Man er naturligvis også altid velkommen til at henvende sig til skolelederen.
Bliver man som elev på skolen udsat for mobning, eller bliver man bekendt med at en anden elev mobbes, er det vigtigt, at man gør opmærksom på dette. Det kan man gøre enten ved at fortælle om problemet til forældrene derhjemme eller ved at henvende sig direkte til skolens lærere.
Handleplan
- Er et barn blevet mobbet, afvikler lærerne personlige samtaler med de involverede, samt klassen og forældrene
- Samtalerne gentages efter en kortere periode som opfølgning. De involverede forældre orienteres.
- Stopper mobberen ikke sin adfærd, kan det blive nødvendigt at sanktionere. Der kan blandt andet blive tale om speciel observation og støtte i frikvarterer, eller at den pågældende elev i en periode må følges med en lærer. Forældrene vil selvfølgelig blive inddraget i bekæmpelsen af problemet. Bortvisning kan komme på tale i yderste konsekvens.
